KORT NYT FRA UDLANDET:
Snart kan du se Jorden fra rummet, direkte på din computer i HD-kvalitet – streamet via laser fra den internationale rumstation, ISS.
Sådan lyder meldingen fra NASA ifølge forskning.no.
Langfredag blev en raket fra SpaceX sendt af sted med blandt andet fire kameraer, som skal filme Jordens fra 400 kilometers højde. Planen er, at signalet fra ISS overføres med laser til NASA’s hjemmeside, så du via din computer kan følge med direkte.
Projektet hedder High Definition Earth Viewing (HDEW) og er mere end bare øjenguf til os jordboere. Det skal nemlig teste, hvor godt helt almindelige kameraer tåler ophold i rummet og hvordan de bliver påvirket af partikelstråling. De fire kameraer er produceret af Hitachi, Toshiba, Sony og Panasonic.
Billederne bliver overført med traditionelle radiobølger til en antenne, men planen er også at teste overførsel med laser til Jorden, hvor den skal ramme et teleskop inden for et område på en meter i diameter.
Det er en stor teknisk udfordring, men gevinsten er til gengæld, at meget større datamængder kan overføres på kortere tid. Ifølge forskning.no betyder det lige nu 50 megabits pr. sekund - med mulighed for endnu højere hastigheder i fremtiden.
Desuden vil signalet være stærkere end radiobølger over store afstande, hvilket kan blive en gevinst ved rumrejser eller udforskning af universet. Håbet er, at lasersignaler med tiden kan gøre, at vi kan se video fra fjerne egne af vores solsystem.
Læs også:
SpaceX har testet rumkapslen Dragons faldskærme
Laserteknologi revolutionerer dansk arkæologi
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.





























