KORT NYT FRA UDLANDET:
Næste gang, du har brug for at bryde isen blandt nye mennesker, så kan du jo prøve at bryde ud i den seneste med Justin Bieber eller Dræsinebanden.
Sang er nemlig bedre end andre aktiviteter til at bryde isen og ryste os sammen, før vi endnu har lært hinanden at kende, viser forskere fra Oxford University i England i et nyt studie. Det skriver phys.org.
I studiet undersøgte forskerne folk, der tog kurser i enten sang, håndværk eller skrivning på en voksenuddannelse. Kursisterne fik spørgeskemaer før og efter hver undervisningsgang i den første måned, i den tredje måned og i efter syv måneder ved kursets afslutning.
»Forskellen mellem sangerne og de ikke-syngende viste sig lige ved begyndelsen af studiet. I den første måned, følte folk til sangtimerne sig meget tættere på hinanden hen over en enkelt undervisningsgang, end dem fra de andre fag,« fortæller Dr Eiluned Pearce fra Oxford University.
Studiet er publiceret i tidsskriftet Royal Society Open Science.
På langt sigt lod det til, at alle aktiviteterne var lige gode til at bringe folk tættere sammen. Men det var kun sangundervisningen, der havde en særlig stærk evne til at bryde isen i den første tid, fortæller forskerne.
»Voksenundervisning af enhver slags kan hjælpe med at forbedre det mentale helbred og give din selvtillid et boost, men at synge sammen er en unik fællesskabsdannende oplevelse, som kan fostre bedre relationer mellem folk fra alle samfundslag,« siger Howard Croft, der er projektleder ved Workers' Educational Association i England, hvor den praktiske del af studiet fandt sted.
Den nye forskning er den del af en serie af studier, der undersøger hvordan musik er med til at danne sociale bånd.
»Da det at lave musik er en vigtig del af alle menneskelige kulturer igennem historien, mener vi, at det formentlig udviklede sig for at tjene et formål. Beviserne peger på, at det meget specielle, som musikken gør for os, er at opmuntre til dannelsen af sociale bånd mellem hele grupper af mennesker, der leger eller danser sammen,« siger medforfatter til studiet, Dr Jacques Launay, fra Oxford University.
Læs også:
Er en sang på hjernen en slags tvangstanke?
Stenaldermalere sang under arbejdet
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
on





























