KORT NYT FRA UDLANDET
Hvor stor en sundhedsrisiko, brugen af pesticider udgør for mennesker, har længe været debatteret blandt forskere og sundhedsfolk.
Nu viser en mindre analyse af 16 tidligere observationsstudier, at et indeklima fri for de sundhedsskadelige giftdampe klart er at foretrække. Det ser nemlig ud til, at børn, der er opvokset i et hjem med pesticider, har større risiko for at udvikle kræft, skriver Medpagetoday.com.
»Børnelæger bør minde forældre med små børn om ikke at bruge pesticider i husstanden, og hvis børn går i en daginstitution eller skole, der bruger masser af pesticider, bliver forældrene nødt til at tale med skolen, om et bedre alternativ der ikke er kemisk-baseret,« siger medforfatter til studiet Chesheng Lu fra Harvard T.H. Chan School of Public Health til Medpagetoday.com.
Ud af de 16 studier omhandlede 13 af dem undersøgelser af indendørs brug af pesticider og insektdræbende gifte. Analyser af disse viste et gennemgående mønster: Risikoen for kræftudvikling hos børn stiger markant, når indeklimaet er forgiftet med pesticider.
Forskerne opfordrer til, at forældre, pædagoger og lærere tager resultaterne alvorligt.
»Det vigtigste budskab er, at udslippet kan minimeres, fordi vi ikke behøver at bruge pesticider på steder, hvor børn tilbringer så meget tid,« siger medforfatter Chesheng Lu.
Studiet er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Pediatrics.
Læs også:
Opsigtsvækkende hypotese: Derfor får mennesker kræft
Danskerne skal være fri for pesticider og kemikalier i drikkevandet
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
sbv





























