KORT NYT FRA UDLANDET
Når du drysser ekstra salt på dine fritter nede på grillen, så behøver det måske ikke udelukkende være med dårlig samvittighed. Et studie viser, at et højt indtag af salt måske er forbundet med evnen til at modstå infektioner. Det skriver Sciencemag.com.
Studiet beskriver, hvordan forskerne testede saltniveau hos mus - og deres evne til at modstå infektioner. Ifølge forskerne viste resultaterne, at mus med højt saltniveau slog påførte infektioner ned hurtigere end hos mus med et lavt saltniveau. Samtidig viste resultaterne, at mus med lavt saltniveau i kroppen alligevel havde høj saltkoncentration i området omkring infektionen på huden - noget, som de efter en række MRI-scanninger, også opdagede var gældende hos mennesker.
Ifølge forskerne i studiet tyder alt dette på, at både mus og mennesker kan have en fordel af et ‘saltboost’ i immunforsvaret.
»Idéen om at salt-lagring har udviklet sig til et forsvar for vores krop er meget spændende. Det er næsten så nyt, at det er svært at sluge. Jeg tror, at det vil tage noget tid for immunologi fællesskabet at tillade det her koncept,« siger immunolog Gwen Randolph fra Washington University, St. Louis, USA til Sciencemag.com. Hun var ikke en del af studiet.
Gwen Randolph understreger dog også, at resultaterne i studiet »ikke tillader en meget saltholdig kost for at forbedre dit immunforsvar«, men at man snarere skal »bruge informationen til at påføre salt på det inficerede område på huden udefra,« fortæller Gwen Randolph til Sciencemag.com.
Studiet er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Cell Metabolism.
Læs også:
Bliver vi tiltrukket af et godt immunforsvar?
'Taber-aber' har dårligt immunforsvar
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
rs





























