KORT NYT FRA UDLANDET
Hvis du bekymrer dig om dine børns økonomiske fremtid, så er der nyt fra Norge. Et studie fra Universitet i Agder, Norge, viser, at en balance mellem hård og blid opdragelse er vejen frem, hvis unge ikke skal ødsle arven væk. Det skriver Sciencenordic.com.
Studier har tidligere vist, at både god og dårlig økonomisk dømmekraft gives videre fra forældre til børn, men præcis hvilken opdragelse, der giver den bedste dømmekraft, er ifølge forskerne et uberørt område.
»Vi vidste i forvejen, at forældre overfører deres økonomiske adfærd til deres børn. Vi ville så finde ud af, hvilken type opdragelse, der havde den bedste effekt på børnenes økonomiske bevidsthed,« siger professor Ellen Katrine Nyhus fra Universitetet i Agder til Sciencenordic.com.
Forskerne opdelte opdragelsesmetoderne i tre grupper:
- Den autoritative metode: Klare grænser, men med en åbenhed for børnenes meninger. Forældrene er her varme og opmærksomme på deres børns behov
- Den autoritære metode: Kontrol og krav. Forældrene er ikke særlig sensitive over deres børns behov, og forældrene kræver, at børnene følger deres regler og instruktioner uden diskussion.
- Forsømmelsesmetoden: Forældrene har lave krav til deres børn og giver ikke meget opbakning. Forældrene er følelsesmæssigt varme, men de kan ikke trække klare grænser for deres børn.
Herefter interviewede forskerne omkring 500 norske teenagere og deres forældre. Resultaterne viste blandt andet, at forældre, der var i den autoritative kategori - og altså både satte grænser og viste tiltro - havde børn, der var bedre til at spare penge frem for at ødsle dem væk.
Ifølge forskerne stemmer deres resultater overens med forskning, der viser, at en åben, men strikt, opdragelse giver de bedste resultater i udviklingen af børn.
Studiet er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Journal of Genetic Psychology Research and Theory on Human Development.
Læs også:
Forkælede unge er skabt til fremtidens job
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
rs





























