KORT NYT FRA UDLANDET:
Det skal med det samme siges, at forsøget her er lavet på rotter. Det betyder, at konklusionen som altid skal tages med et gran salt, for det er ikke sikkert, at det samme ville vise sig i mennesker.
Men – amerikanske forskere har fundet ud af, at når en mor bliver udsat for nikotin under graviditeten, så har hendes børn, børnebørn og endda oldebørn større risiko for at vise tegn på astma i lungerne og i en åndedrætstest, end hvis oldemor kun fik placebo under graviditeten.
Man har længe vidst, at rygning under graviditeten markant øger risikoen for, at barnet får astma, men ifølge en pressemeddelelse fra American Physiological Society er det første gang, at det bliver sandsynliggjort, at rygning påvirker ned gennem generationer. Det skriver ScienceDaily.
Forskerne fra Los Angeles Biomedical Research Institute at Harbor-UCLA Medical Center (LA BioMed) ved ikke, hvorfor rygning også påvirker rotters børne- og oldebørn. I den videnskabelige artikel spekulerer de i, at rygning måske påvirker, hvilke gener der bliver tændt og slukket, herunder gener i æg og sæd. Måske løber risikoen for astma på den måde ned ad stamtræet.
Forskningen ligger på linje med tidligere dansk forskning, der har vist, at partikler fra dieselos kan påvirke mus i flere generationer.
Læs mere om de danske forskeres overvejelser om, hvordan det kan lade sig gøre i artiklen ’Diesel-forurening kan påvirke fostre i flere generationer’.
Læs også:
Nikotin hæmmer præstationsevnen
Kommer astma ind, når skidtet ryger ud?
Rygestop med virtuelle cigaretter
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
th





























