KORT NYT FRA UDLANDET
I 2011 fik den russiske hjerneforsker Alexandra Elbakyan nok af at betale for dyre forskningsartikler, som hun havde brug for til sin forskning. Hun lavede derfor videnskabens svar på Pirate Bay kaldet Sci-Hub.
På platformen Sci-Hub er mere end 48 millioner videnskabelige artikler tilgængelige. Det er næsten alle videnskabelige peer-reviewed artikler, der er publiceret, og så kan man downloade dem ganske gratis.
»At betale 32 dollars er fuldstændig absurd, når man har brug for at skimme eller læse 10 eller hundredevis af artikler til ens forskning. Jeg har fået fat i artiklerne vil at kopiere dem. Alle burde have adgang til viden uanset indkomst. Det er helt lovligt,« sagde Elbakyan til torrentfreak.com sidste år.
Siden Sci-Hub gik i luften er den blevet et viralt hit. Anonyme forskere har doneret deres bruger-oplysninger til forskellige videnskabelige tidsskrifter, så Sci-Hub på den måde er i stand til at gå uden om betalingsmurene, hente den ønskede artikel og downloade den til databasen. Herfra kan andre frit hente de videnskabelige artikler.
I slutningen af sidste år gik den dog ikke længere. Elsevier, som er en af verdens største udgivere af videnskabelige artikler, har nu ifølge Sciencealert.com lagt sag an mod Elbakyan, som nægter at lukke siden.
»Hvis Elsevier formår at lukke vores projekt eller tvinge os ud i de mørke afkroge af internettet, så vil det demonstrere en vigtig pointe: at offentligheden ikke har ret til viden. Vi er nødt til at vinde over Elsevier og andre udgivere for at vise, at det er dem, der tager fejl,« sagde hun til Torrent Freak sidste år.
Eksperter vurderer, at hvis Elsevier vinder retssagen, kan de få mellem 750 - 150.000 dollars per kopierede artikel.
Du kan læse en længere historie om Alexandra Elbakyan og Sci-hub hos bigthink.com.
Læs også:
Peer review: Forskningens kvalitetsstempel har ridser i lakken
Nu er videnskabelige artikler tilgængelige for alle
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
aml





























