KORT NYT FRA UDLANDET:
Spanske astronomer har spottet en meteorit med en masse på knap et halvt ton, som hamrede ind i Månen i september.
Det skriver BBC.
Meteorit-nedslaget er netop beskrevet i Monthly Notices of the Royal Astronomical Society.
»Det er det største, mest lysstærke påvirkning vi nogensinde har observeret på Månen,« siger professor Jose Madiedo fra det spanske University of Huelva til BBC.
Ifølge BBC ramlede meteoritten ind i Månens overflade med en hastighed på 61.000 kilometer i timen. Det klippefyldte himmellegeme vejede omkring 400 kilo, og forskerne mener ifølge BBC, at det havde en bredde på 0,6-1,4 meter.
Meteoritten ramlede ind i Månen med en energi, som svarer til 15 tons TNT (energimål for eksplosioner), hvilket ifølge BBC er omkring tre gange så eksplosivt som et andet nedslag på Månen, der blev spottet af den amerikanske rumfartsorganisation NASA sidste år i marts.
De spanske forskere anslår ud fra beregningsmodeller, at det nye meteorit-nedslag har efterladt Månen med et 40 meter bredt krater.
Modsat Jorden har Månen ingen atmosfære, som kan skærme den fra kollisioner med meteoritter, skriver BBC.
Læs også:
Russisk meteor giver ny viden: Truslen fra rummet større end antaget
Rumsonde skaber enestående kort over Månen - se dem her
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
lb





























