KORT NYT FRA UDLANDET
Ruslands præsident Putin er berømt, berygtet og frygtet. Og så har han en højre arm, der hænger. De fleste vil nok mene, at det er en fuldstændig irrelevant detalje at beskæftige sig med - den 'dovne' arm hindrer ham tydeligvis ikke i at føre og håndhæve sin politik.
Alligevel har et hold af hollandske neurologer undret sig gevaldigt. De har studeret en lang række videoer med Putin i centrum, og på bagggrund af forskningen har de nu udarbejdet en teori.
Teorien er netop udgivet som en forskningsartikel og bygger på, at præsidentens inaktive højre side er forårsaget af hans tidligere tid i militæret. Det skriver Livescience.com.
»Hvis det kun havde vist sig ved én lejlighed, havde han måske bare smerter i skulderen eller andre problemer. Men så opdagede vi, at tendensen var konsekvent og strækkede sig over en periode på flere år,« siger professor i neurologi og medforfatter til artiklen Bastiann R. Bloem, som til dagligt arbejder ved Radboud Universitet Nijmegen Medical Centre i Holland til Livescience.com.
Først havde forskerne en svag teori om, at der var tale om Parkinsons, der netop er kendetegnet ved, at den ene side er kroppen er mindre bevægelig. Men teorien holdt ikke stik, da Putin er en flittig sportsudøver og desuden ikke viser andre tegn på Parkinsons.
Efter at have gennemset et utal af videoer med præsidentens dovne arm faldt tanken pludselig på hans tid i militæret som KGB-agent. Her får man nøje instruktioner om at holde sin pistol i højre arm eller ind til brystet.
Den disciplinerede træning kan være årsag til, at præsidenten konsekvent lader sin højre hånd hænge frit og roligt, så han i enhver kritisk situation er klar til at gribe til våben.
Neurologerne har efterfølgende studeret andre højtstående politikere i den russiske statstop og fundet, at flere med militær baggrund havde den samme 'dovne' arm som Putin.
Forskningsartiklen er publiceret i det videnskabelige tidsskrift British Medical Journals julenummer, der har tradition for at udgive ny forskning som på den ene eller anden måde adskiller sig fra mere traditionel forskning.
Artiklen har været igennem samme vurdering som British Medical Journals andre forskningsartikler.
Læs også:
Putins Rusland er en parallel til Augustus' romerrige
Forskere: Putin vinder på dansk OL-boykot
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
sbv





























