KORT NYT FRA DANSKE MEDIER:
Det bliver en professor i psykologi med bopæl i Randers, der skal op på podiet og hædres, når DRs store formidlingspris – Rosenkjærprisen – bliver uddelt søndag den 25. oktober. Det skriver DR.dk.
DRs Rosenkjær-komité har udpeget den 39-årige professor i psykologi Svend Brinkmann fra Aalborg Universitet, til at få årets Rosenkjærpris, der er på 50.000 kroner.
Svend Brinkmann udgav sidste år bogen ‘Stå fast.’ Det blev hans brede gennembrud, og i bogen langer han på en skarp, men også humoristisk måde ud efter en bølge af positiv tænkning og selvudviklingskultur, som løsning på hverdagens problemer.
Han foreslår blandt andet, at vi bliver bedre til at tage nej-hatten på, da den i mange sammenhænge sikrer en kritisk tilgang og understreger, at det ikke altid er det enkelte menneske, der har ansvaret for, hvordan deres privatliv og arbejdsliv udfolder sig.
Svend Brinkmann siger selv, at han sætter en ære i ikke at skelne for skarpt mellem forskning og formidling.
»Som psykolog og humanistisk forsker formidler jeg jo menneskelige ytringer og erfaringer, som de for eksempel kommer til udtryk gennem de interview, jeg foretager med folk, eller i de bøger, jeg læser af andre forskere. På den måde kan man sige, at al humaniora er formidling, og spørgsmålet er så blot, til hvem og hvor bredt man ønsker at formidle,« siger Svend Brinkmann, der har været tilknyttet Aalborg Universitet siden 2009, til DR.dk.
Om valget af netop Svend Brinkmann som modtager af prisen siger kanalchef på P1 og formand for Rosenkjær-komiteen Anders Kinch-Jensen til DR.dk:
»Stor viden og stærke formidlingsmæssige egenskaber er helt centrale forudsætninger for at modtage Rosenkjærprisen, og de krav opfylder Svend Brinkmann. Derudover har han modet til at tale tidsånden midt imod med både psykologisk og filosofisk indsigt. Han er befriende irriterende – vel at mærke uden at det går ud over hans troværdighed.«
Læs også:
Få et bedre liv: Vend selvhjælpsbøgernes budskaber på hovedet
Forskere har ikke pligt til at formidle, forskning ER formidling
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
ams





























