Vores hud er et temmelig vigtigt organ. Den beskytter os mod at gå i opløsning, fordampe eller udtørre. På samme måde har planter også en beskyttende hud. DTU Kemi har sammen med internationale kolleger fundet det enzym, som planter laver plastikhud af.
Resultaterne er netop publiceret online i Nature Chemical Biology.
Sammen med en forskningsgruppe på Cornell University, USA, har lektor Mads H. Clausen og ph.d. Hélène Viart fra DTU Kemi kigget på, hvordan planter – især grønsager og helt specifikt en tomat – laver plastik.
Forskernes udfordring var, at de ikke kunne teste det enzym , der fremstiller plantehuden, og dermed bevise, hvorfor planten gør, som den gør.
Men de danske forskere havde løsningen. Hélène Viart er ekspert i at arbejde med lipider, og det lykkedes hende at teste enzymet i laboratoriet.
»Enzymet fremstiller en polyester, en biopolyester, som planten har i det yderste lag for at beskytte sig mod for eksempel at tørre ud. Det er første gang nogen har identificeret, oprenset og karakteriseret et enzym, som er med til at producere plantehuden,« forklarer Mads H. Clausen i en pressemeddelelse fra DTU Kemi.
»Vi ved nu, hvordan man kan gøre planters hud stærkere, og målet er at få endnu mere viden om planters opbygning,« fortæller Mads H. Clausen og fortsætter:
»Dette er en fundamental opdagelse indenfor plantebiologi, og vi er glade for at have bidraget til arbejdet. I fremtiden vil planter spille en endnu større rolle end i dag som kilde til for eksempel energi og fornybare materialer, og jo større viden vi har om planters opbygning, jo bedre kan vi udnytte dem. Om vi ender med at kunne dyrke plastik på en mark er måske ikke alt for langt ude,« siger han.
Læs mere om emnet på Videnskab.dk: Grøntsager giver sexet hudfarve





























