Coloplast har lavet penis protesen Titan One Touch Release, og den har givet en tilfredshed på 85 procent blandt de 26 mænd, der har fået den indopereret. 92 procent ville anbefale den til andre, skriver Dagens Medicin.
»Det nye ved denne protese er, at vandet kan løbe tilbage ved et enkelt tryk. Det har altid været lidt svært for mændene at betjene den, hvis de skulle holde en ventil inde for at kunne tømme den igen,« fortæller Jens Sønksen, der er professor i urologi på Københavns Universitet og overlæge ved urologisk afdeling på Herlev Hospital, til Ing.dk.
På trods af de høje tilfredshedsrater er der dog stadig plads til forbedringer i udviklingen af den næste generation af penisproteser, vurderer overlægen.
»Et af de steder, der efter min opfattelse kan forbedres, er både pumpe- og reservoirdelen. Coloplast er på vej med et nyt reservoir, som kan placeres et andet sted. Det er ikke længere en cylinder, men en nærmest stjerneformet beholder, som er mere flad og ikke buler så meget ud. Mange af mændene er blevet opereret i det lille bækken, og derfor er det en god idé, hvis vi kan sætte reservoiret et andet sted end ved blæren,« siger han





























