Regnorme er godt i gang med at indtage hele verden. Normalt anses de for at være nyttige små hjælpere, for eksempel når man skal producere en god kompost eller Kylling skal have mad. Men i og med den spreder sig til hidtil ukendt land og nu findes på alle kontinenter, har forskerne svært ved at vurdere konsekvenserne for naturen, skriver BBC Nature.
Artiklen på BBC's hjemmeside samler nogle af de mange nye videnskabelige artikler om regnorme, som spreder sig hastigt i eksempelvis Nord- og Sydamerika. Konklusionen er ikke entydig, men det tyder på, at den invasive lille orm kan påvirke miljøet i negativ retning.
De udkonkurrerer de naturligt forekommende indfødte arter, tilvænner sig afskovede områder og kultiveret jord meget mere effektivt end andre krible-krable-dyr, og ændrer jordens struktur.
For eksempel viser en undersøgelse fra sidste år, at de invasive regnorme kan ændre kulstof og nitrogen-cyklussen i skovområder og underminere plantearter.
Omvendt viser andre undersøgelser, at regnormene kan binde kulstof i jorden i for eksempel tropiske skove, og på den måde hjælpe jorden til at binde på næringsstoffer og vand - og dermed spille en positiv rolle for træernes vækst.
Forskere vil i fremtiden holde skarp øje med, hvad de kalder en invasion af regnorme på alle kontinenter ud over Antarktis, for at sikre at de ikke ødelægger naturen.
Regnorme rejser rundt i verden med for eksempel planter til udplantning, fældede træer og som fiskemadding.
Læs også på Videnskab.dk:





























