Kvinder, der bruger p-ring eller p-plaster, har lige så stor risiko for at få en blodprop som kvinder, der tager de mest risikable p-piller. Det viser et studie fra Rigshospitalet og Hillerød Hospital, skriver dagensmedicin.dk.
Sammenlignet med kvinder, der bruger præventionsformer uden hormoner, er risikoen for en blodprop 7,9 gange større for kvinder, der bruger p-plaster, og 6,5 gange større hos kvinder, der bruger ved p-ring.
Det svarer til en risiko, der er på højde med de mest risikable p-piller.
Råd: Brug hormonspiral i stedet
Undersøgelsen bygger på data fra 1,6 mio. danske kvinder mellem 15 og 49 år i perioden 2001-2010, hvoraf 3.434 kvinder fik en blodprop i ben eller lunger.
Professor Øjvind Lidegaard fra Gynækologisk Klinik, Rigshospitalet, der står bag undersøgelsen af p-piller og p-plastre mener, at undersøgelsen danner baggrund for at informere kvinder om den reelle risiko ved de forskellige former for hormon-prævention, og at det bør ske rutinemæssigt i forbindelse med drøftelsen af præparatvalg.
Han fremhæver hormonspiral, der yder samme høje sikkerhed mod graviditet som p-plaster og p-ring, men ikke øger risikoen for blodpropper. Den ser derimod ud til at forebygge blodpropper med omkring 20 pct.
Studiet er offentliggjort i det internationale tidsskrift British Medical Journal.
Læs også: P-piller påvirker partnervalg





























