Forskning der afslører, hvordan man får fugleinfluenza til at mutere, så den smitter mellem pattedyr bliver gemt væk fra offentligheden i 60 dage. De amerikanske myndigheder har nemlig fået tidsskrifterne Nature og Science og to uafhængige forskergrupper til at skrive under på en fælles aftale, skriver ing.dk.
De to forskerhold har uafhængigt af hinanden lavet forsøg med at manipulere med den farlige fugleinfluenza H1N1, så den ændrer sig på en måde, der gør, at den kan smitte fra et pattedyr til et andet.
Dermed har forskerne bragt os nærmere det scenarium, som sundhedsmyndighederne verden over frygter allermest, hver gang der opstår et udbrud af fugleinfluenza et eller andet sted på kloden.
Hidtil har fugleinfluenzaen primært smittet mellem fugle. Ganske få mennesker er blevet smittet, men de har ikke bragt smitten videre. Spekulationerne om, hvordan og hvornår virusset vil ændre karakter, så det bliver lige så smitsomt blandt mennesker, som det er blandt fugle, har været mange.
Og nu har to forskerhold i henholdsvis Tokyo og Holland fundet nyt om de mekanismer, der ligger bag ved at manipulere virusset, ved at skabe sådan en virusstamme.
Artiklerne er sendt ind til Nature og Science, men indholdet har alarmeret de amerikanske myndigheder, der foreløbig har stoppet artiklerne. The National Science Advisory Board for Biosecurity (NSABB) har begrundet deres indgriben med frygt for, at resultaterne kan misbruges af terrorrister, eller at den nye farlige virus slipper ud i naturen ved et uheld.
Foreløbig har forskerne bag de to artikler, tidsskrifterne og NSABB indgået en frivillig aftale om et moratorium på 60 dage, mens regeringer, forskere og sundhedsmyndigheder diskuterer, hvordan den slags forskning skal håndteres fremover. Parterne mødes i Genève, hvor Verdenssundhedsorganisationen WHO vil være vært, i slutningen af denne måned.
Læs også: Fugleinfluenza truer stadig





























