Flere end hver tredje mandlige Fanø-boer viser tegn på et problematisk alkoholforbrug, fremgår det af Den Nationale Sundhedsprofil 2010, som Sundhedsstyrelsen og Statens Institut for Folkesundhed har udarbejdet på baggrund af svar fra 173.000 danskere om deres sundhed og levevis. Alkoholforbruget karakteriseres som problematisk, hvis der er tegn på afhængighed.
Ærø og Samsø er som henholdsvis nummer to og fire også helt i top på den kommunale hitliste over stordrikkere. På begge øer viser 29 procent af mændene tegn på et problematisk alkoholforbrug. Ikke ret langt nede ad listen – som nummer 12 – finder man de mandlige langelændere, hvoraf 26 procent bliver udstyret med den bekymrende etikette. I Danmark som helhed er tallet 22 procent.
Mønstret blandt kvinderne er nogenlunde det samme: De kvindelige Fanø-boere er helt i top med 16 procent, der viser tegn på problematisk alkoholforbrug. Det skal sammenholdes med de kun ni procent, der gælder for kvinderne i landet som helhed.





























