KORT NYT FRA UDLANDET:
Pot-rygere har et lavere niveau af inflammation i kroppen end personer, som aldrig har røget pot, viser et nyt amerikansk studie, ifølge LiveScience.
Inflammation er en betændelseslignende tilstand.
Forskerne undersøgte data fra mere end 9.000 mennesker. Data viste, om og hvor ofte personerne havde røget pot, og de viste også, hvor højt et niveau af CRP personerne havde i blodet. CRP er et protein, som er en markør på, hvor meget inflammation, der er i kroppen.
Forskerne fandt ud af, at dem som havde røget pot inden for 30 dage, havde et lavere niveau af CRP og dermed mindre inflammation, end dem som ikke havde røget pot.
Det er dog for tidligt at hugge konklusionerne ud i sten. Først skal man kunne påvise konklusionen en gang til med nye studie-deltagere, siger forskeren bag studiet.
»Det er altid vigtigt at få repliceret undersøgelser, og vi kan ikke drage nogen bastante konklusioner, før flere belæg for det er rettet mod den samme konklusion,« siger studiets forfatter Omayama Alshaarawy til LiveScience. Han er forsker på Michigan State University.
Studiet er udkommet i det videnskabelige tidsskrift Drug and Alcohol Dependence.
Læs også:
Hot hypotese: Tidens store sygdomme bliver grundlagt allerede ved livets begyndelse
Forskere: Shots og hurtige snaps giver utæt tarm
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
ibp





























