KORT NYT FRA DANMARK:
Cirka 13.000 danskere rejste i begyndelsen af 1900-tallet til Argentina.
Nu bor der cirka 50.000 danskere i den såkaldte danskertrekant i Argentina, og nogle af dem taler stadig dansk med hinanden til daglig.
Et nyt forskningsprojekt har til formål at undersøge, hvordan det danske sprog har udviklet sig hos udvandrerne og deres efterkommere i Argentina men også i USA. Det skriver Københavns Universitet i en pressemeddelelse.
»I Sverige og Norge har der været en lang tradition for at forske i de varianter af svensk og norsk, som udvandrerne udviklede i udlandet. Sådan en forskningstradition har vi ikke i Danmark, men med de nye bevillinger får vi nu mulighed for at rejse ud og lave optagelser med danske udvandrere og deres efterkommere i Argentina. Og vi får mulighed for at digitalisere og analysere en lang række optagelser af danskere i USA, som vi har liggende på gamle spolebånd i kælderen, men som vi ikke har haft resurser til at gøre noget ved før nu,« fortæller sprogforsker Karoline Kühl, som leder projektet Danske stemmer i USA og Argentina.
Forskningsprojektet bliver finansieret med 10 millioner kroner fra Carlsbergfondet og A.P. Møller-fonden.
Læs også:
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
ibp





























