Langt flere gener end hidtil antaget er indvolveret, når personer udvikler forhøjet blodtryk. Det viser ny stor undersøgelse, der netop er publiceret i det velansete tidsskrift Nature.
Forskerne bag undersøgelsen har undersøgt data fra ikke færre end 200.000 europæere og har fundet 16 nye genetiske variationer, som påvirker folks blodtryk.
Forhøjet blodtryk er en velkendt risikofaktor for at udvikle blandt andet hjertesygdom, og det nye fund er et vigtigt skridt i retning af bedre diagnostik og behandling af sygdomme som hjertesygdom og slagtilfælde.
I en pressemeddelelse fra Sahlgrenska Akademiet ved Göteborgs Universitet skrives der, at forskerne nu har sammensat genetiske risikogrupper for bedre at kunne forudsige risikoen for slagtilfælde og hjerteanfald.
»Vi har været i stand til at klassificere de enkelte individer på basis af, hvor mange risikovarianter for forhøjet blodtryk, de har i deres gener«, fastslår forskeren Fredrik Nyberg fra Sahlgrenska.





























