KORT NYT FRA UDLANDET:
Efter 10 års rejse nåede rumskibet Rosetta sidste år ud til kometen 67P/Churyumov-Gerasimenko.
Rosetta havde medbragt landingsfartøjet Philae, som i november 2014 blev det første fartøj nogensinde, der landede på en komet.
Nu har forskere analyseret målinger fra instrumenter på Philae og Rosetta, og de er nået frem til, at kometen ikke er omsluttet af et magnetfelt.
»Hvis overfladen var magnetiseret, ville vi forvente at se en klar stigning i læsningen af magnetfeltet, efterhånden som vi kom tættere på overfladen. Men det var ikke tilfældet på de steder, vi besøgte, så vi konkluderer, at kometen 67P/Churyumov-Gerasimenko er et bemærkelsesværdigt ikke-magnetisk objekt,« udtaler forskeren Hans-Ulrich Auster i en pressemeddelelse fra Det Europæiske Rumagentur (ESA).
Da Philae i sin tid skulle lande på kometen, opstod der problemer, og landingsfartøjet hoppede uplanlagt på kometens overflade flere gange. Hidtil har meldingen været, at Philae landede tre gange, men nu oplyser ESA, at Philae faktisk landede hele fire gange.
»Den uplanlagte flyvning henover overfladen betød faktisk, at vi kunne indsamle præcise målinger af magnetfeltet med Philae på de fire punkter, vi havde kontakt med, og i forskellige højder,« siger Hans-Ulrich Auster i pressemeddelelsen.
De nye resultater er netop publiceret i det videnskabelige tidsskrift Science, og ifølge forskerne tyder målingerne på, at magnetiske kræfter ikke har spillet en dominerende rolle i forbindelse med kometers skabelse og udvikling.
Læs også:
Nyt fra Rosetta: Kometen er kulsort, støvet og fuld af organisk materiale
Problemer på komet efter historisk landing
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til de oprindelige kilder for flere detaljer.
lb





























