At verden overhovedet fik kendskab til den sælsomme abes eksistens, skyldes, at den nyste, da forskere var på opdagelse i ukendte dele af den burmesiske jungle.
Biologer med speciale i nye arter har siden kåret aben som årets mærkeligste fund på baggrund af nomineringer fra lægfolk og forskere over hele verden. Det skriver politiken.dk
Aben Rhinopithecus strykeri har opstoppernæse i en sådan grad, at den ofte må sidde med hovedet bukket for at beskytte næsen mod indtrængende legemer.
I fugtigt vejr får den vand ind, og så nyser den.
»Pattedyrene er generelt svære at opdage, fordi de typisk er aktive om natten. Det her er et fascinerende og meget bemærkelsesværdigt dyr, og det er yderst sjældent, at man finder nye arter af aber«, fortæller professor ved Statens Naturhistoriske Museum og Københavns Universitet Niels P. Kristensen.
Han sidder med i det panel af 14 globale eksperter, der hvert år udpeger de 10 mest bemærkelsesværdige dyr blandt tusinder af nyopdagede væsner.
Bag listen står International Institute for Species Exploration ved Arizona State University. På listen optræder i alt 10 arter, som er opdaget og beskrevet for første gang i 2011.
»Vi kender til omkring et par millioner arter, men vi formoder, at der er omkring 8 til 10 millioner derude, som hverken er opdaget eller beskrevet endnu«, siger Niels P. Kristensen.
Men det arbejdes der på. Hvert år dukker omkring 20.000 ukendte arter op, som forskere finder mange forskellige steder på kloden.
Læs også: Kvikke chimpanser saboterer abe-fælder





























