KORT NYT FRA UDLANDET:
»Det er en af de mærkeligste skildpadder, der nogensinde har levet.«
Sådan beskriver forskeren Joshua Lively en nyfundet fortidsskildpadde ifølge en pressemeddelelse fra det amerikanske University of Utah.
Fortidsskildpadden adskiller sig ifølge pressemeddelelsen fra andre skildpadder ved at have en snude, der mest af alt minder om en grisetryne. Snuden er bred og har to næsebors-åbninger adskilt af knogler. På andre skildpadder sidder næseborene eksternt og er blot adskilt af kød, oplyser University of Utah.
Den trynede fortidsskildpadde levede ifølge forskerne for omkring 76 millioner år siden i floder i det sydlige Utah.
Forskerne har ikke blot fundet fossiler fra skildpaddens kranium – også skjoldet, et næsten fuldstændigt forben, delvise bagben og hvirvler fra halsen og halen af dyret er bevaret.
Skildpadden har netop fået tildelt navnet Arvinachelys goldeni. Den nyopdagede art er beskrevet i det videnskabelige tidsskrift Journal of Vertebrate Paleontology. I artiklen Utroligt: Forskere finder farver fra fortidens havdyr kan du læse om en 55 millioner år gammel fortidsskildpadde, som er blevet fundet på den nordjyske ø Fur.
Kunstnerisk fortolkning af, hvordan fortidsskildpadden har set ud, baseret på fundet af skildpaddens fossiler. (Illustration: University of Utah/Victor Leshyk)
Læs også:
Sådan fik skildpadden sit skjold
Utroligt: Forskere finder farver fra fortidens havdyr
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
lb





























