Tuberkolose er sjælden i Danmark, men på verdensplan er sygdommen et stort problem. Ca. en tredjedel af verdens befolkning er smittet med Tuberkolose, som dræber et menneske hvert tiende sekund. Dermed er sygdommen mere dødelig end malaria.
Men hvis alt går efter planen, vil det inden for et årti blive markant lettere at bekæmpe tuberkulose. I hvert fald hvis alt går efter planen med en ny vaccine ved navn H56. Vaccinen er blevet udviklet på Statens Serum Institut (SSI).
Den testes nu på 25 mennesker, efter forsøg med mus har vist, at vaccinen er både sikker og effektiv. Afprøvningen gik i gang for en måned siden i Sydafrika, hvor 60-70 pct. af befolkningen er ramt af tuberkulose:
»Vaccinen er designet til der, hvor problemet er størst. Derfor har vi prioriteret at starte vores afprøvning direkte i Afrika,« siger Peter Lawætz Andersen, der er vicedirektør og forskningschef på Statens Serum Institut.
»Vaccinen har performet godt, uanset hvor vi har tjekket den. Hvis den fortsætter med at gøre det, kan den få en betragtelig betydning. Det vil måske være for stort at sige, at H56 kan udrydde Tuberkolose, men den vil i hvert fald have en kolossal betydning for den globale epidemi,« siger han.





























