Ny intern studiemiljøundersøgelse på Aarhus Universitet viser, at de studerende generelt trives godt: 86 procent føler sig godt tilpas, og 85 procent er tilfredse med deres studie. 11.000 studerende har deltaget i undersøgelsen, og de peger på, at det i højere grad er faget og det faglige fællesskab end festerne, der skaber trivsel. Det skriver Aarhus Universitet i en pressemeddelelse.
Fredagsbarer, fester og mødet med andre unge er vigtige ingredienser i et godt studiemiljø. Men de studerendes interesse i faget, deres følelse af at indgå i et fagligt fællesskab og god kontakt til åbne medstuderende samt og imødekommende undervisere i velorganiserede undervisningsforløb er endnu vigtigere.
»Vi er meget tilfredse med at få en så grundig dokumentation på, at vores studerende i høj grad trives og ikke mindst de klare svar på, hvilke faktorer der spiller ind på et godt studiemiljø,« siger dekan Mette Thunø fra Arts, der står i spidsen for uddannelsesområdet på det nye Aarhus Universitet.





























