KORT NYT FRA DANMARK
Et dansk-svensk forskerhold har som de første ved hjælp af en ny skanningsmetode, hyperpolariseringsteknik, vist, hvordan nyreceller reagerer ved blandt andet diabetes og cancer. Det skriver Politiken.dk.
»Når man bruger denne teknik, der forstærker signalet fra en MR-skanner mere end 10.000 gange, er det muligt at få et 'fingeraftryk' af her og nu-aktiviteten og helbredstilstanden i en lang række organer, væv, lymfesystemer og blodbaner hos en patient. Man kan ganske enkelt se forhold, der ikke afsløres via en klassisk MR-skanning«, siger adjunkt Christoffer Laustsen fra Institut for Klinisk Medicin ved Aarhus Universitet, der er hovedforfatter til den videnskabelige artikel til Politiken.dk.
Forskerne har ifølge Politiken.dk anvendt rotter som forsøgsdyr. Den ene gruppe rotter havde diabetes 1, og den anden gruppe var helt normale. Ved hjælp af metoden var forskerne i stand til at spore ’accelereret pseudohypoksi’ en tilstand, der optræder i nyrerne ved diabetes 1 og 2.
De hyperpolariseringsskannere, der er brugt til forsøget, er relativt små førstegenerationsmaskiner. De første skannere beregnet til undersøgelse af mennesker er imidlertid på vej til Danmark.
»Med skannerne vil man for eksempel kunne se, hvordan et organ eller et vævsområde reagerer på behandling med cancermedicin. Og se, hvordan andre dele af kroppen har det lige nu - og opdage tidlige reaktioner, man bør være opmærksom på. På den måde vil man langt mere dynamisk end i dag kunne følge et behandlingsforløb«, siger Christoffer Laustsen.
Den videnskabelige artikel er publiceret i tidsskriftet Kidney International.
Læs også:
Opdagelse: Genfejl giver type 1 diabetes
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
aml





























