En parasitsensor er en ny opfindelse, der potentielt kan sikre rent drikkevand til millioner af mennesker verden over, skriver Danmarks Tekniske Universitet i en Pressemeddelse.
Teknologien er udviklet i et Højteknologifond-projekt og er et samarbejde mellem Grundfos, Unisensor, Københavns Universitet (KU) og Danmarks Tekniske Universitet (DTU).
Hvert år rapporteres der om udbrud af tarminfektioner med parasitterne Cryptospordium og Giardia, der kan være dødelige for svækkede og syge mennesker.
Ifølge pressemeddelelsen er problemet er størst i lande som England, Sverige og Norge, der bruger overfladevand som drikkevand, men smitten kan også ske for eksempel via badevand.
I Danmark bruger vi grundvand, så her er problemet formentlig ikke så udbredt for mennesker, selv om infektionerne er hyppigt forekommende hos dyr.
Kontinuerlig overvågning af vandkvaliteten
De nuværende metoder til at opdage parasitterne Cryptospordium og Giardia er manuelle, og prøverne tages som stikprøver.
Det er tidskrævende og ikke til stor gavn, når kvaliteten ikke tjekkes kontinuerligt. Den nye teknologi består i online-sensorer, som vedvarende overvåger vandkvaliteten.
Tanken er, at sensoren på et tidligt tidspunkt kan advare om forekomsten af parasitterne Cryptospordium og Giardia, skriver universitet.
Sensoren vil kunne reagere på blot én parasit pr. liter drikkevand.
En netop indgået aftale mellem Grundfos, og universiteterne sikrer Grundfos de fulde rettigheder til en ny teknologien, der kan afsløre parasitterne.
Og teknologien kan sælges til hele verden, hvis det lykkes at færdigudvikle den. Forskningschef i Grundfos Ebbe Kruse Vestergaard fortæller:
»I fremtiden forventer vi at se en stigende interesse for online-overvågning af vandkvalitet, og evnen til specifikt at kunne identificere sygdomsfremkaldende mikroorganismer er enormt interessant.”
Fremskridt for drikkevandssikkerhed
Selv om der er langt til et færdigt kommercielt produkt, ser forskningschefen store muligheder i opfindelsen.
KU ser også detstore potentiale:
»Den nye teknologi er både enklere og mere følsom end andre kendte metoder til overvågning af parasitter i drikkevand. Det vil være et stort fremskridt for drikkevandssikkerheden, hvis det lykkes at færdigudvikle apparatet til et kommercielt tilgængeligt produkt,« siger lektor Jørgen Kurtzhals, der er projektansvarlig fra Centre for Medical Parasitology på KU.
Udfordringen er at få færdigudviklet den detektor, der automatisk skal kunne adskille de forskellige parasitter fra hinanden og dermed kunne genkende Cryptospordium og Giardia.
»Der findes et meget stort antal partikler og ufarlige parasitter, som ligner Cryptosporidium og Giardia, og det kræver enormt meget at få en computer til automatisk at genkende de vigtige parasitter,« siger Jørgen Kurtzhals i pressemeddelsen
Frugtbart samarbejde mellem industri og universiteter
Projektet er et eksempel på, hvordan samarbejdet mellem virksomheder og universiteter giver store fordele for alle parter. Seniorforsker Heidi L. Enemark, DTU Veterinærinstituttet udtaler om projektet:
»Samarbejdet i projektet på tværs af faggrænser og firmakulturer har været en udfordring, men også en stor inspirationskilde. Som forsker er det spændende at samarbejde med industrien om udviklingen af et helt konkret produkt, og den erfaring vil vi kunne bruge, når vi fremover udtænker nye forskningsprojekter,« siger Heidi Enemark .
Også hos Grundfos ser man samarbejdet som frugtbart:
»Samarbejdet med de akademiske partnere har været vitalt for Grundfos' arbejde med parasitmålinger,« udtaler forskningschef fra Grundfos, Ebbe Kruse Vestergaard og fortsætter:
»Vi kom ind i projektet uden mikrobiologisk erfaring i bagagen, og den viden som vi har kunnet få via samarbejdet har været en fantastisk hjælp til at klarlægge og evaluere de teknologiske muligheder.«





























