En gruppe ingeniørstuderende ved Aarhus Universitet står bag en mobilapplikation, der på et øjeblik kan identificere den nærmeste hjertestarter. Det kan spare dyrebare minutter og redde liv blandt mennesker, der oplever et pludseligt hjertestop, skriver Ingeniørhøjskolen i en pressemeddelelse.
Hvert år får 3.500 danskere pludselig, uventet hjertestop. Kun cirka syv procent af disse mennesker overlever, og det til trods for et stigende antal hjertestartere på landkortet.
Hjertestarterne bliver sjældent brugt, og det hænger sammen med, at kun få ved, hvor de er.
De studerende har udviklet en applikation til smartphones, der på et øjeblik kan udpege den nærmeste hjertestarter. App’en viser afstanden til den nærmeste hjertestarter og giver en række øvrige informationer som for eksempel åbningstid, lokalenummer og telefonnummer på en mulig kontaktperson. Desuden indeholder den en række interaktive førstehjælpsguides til for eksempel hjertemassage.





























