KORT NYT FRA UDLANDET:
Der findes flere medicinske behandlinger, som kan stoppe hårtab, men det betyder ikke, at det tabte hår vokser ud igen.
Nu tyder ny forskning på, at et lægemiddel kan få håret til at vokse ud igen hos patienter, som lider af en almindelig sygdom, der fører til hårtab.
I den nye undersøgelse har forskerne kun testet hårbehandlingen på tre patienter, men ifølge LiveScience fik alle tre patienter alt håret tilbage efter fire-fem måneders behandling med et lægemiddel ved navn ruxolitinib.
Ruxolitinib er i forvejen et kendt lægemiddel, som bruges til at behandle Myelofibrose – en kronisk kræftsygdom, hvor knoglemarven skades.
De tre patienter, som fik Ruxolitinib i den nye undersøgelse led af sygdommen Alopecia areata, som giver pletvist skaldethed.
Den nye undersøgelse giver også en bedre forståelse af de mekanismer i kroppen, som giver hårtab, når man lider af Alopecia areata, skriver LiveSCience.
»Der er brug for flere kliniske undersøgelser med flere patienter for at teste, hvor effektiv medicinen er,« siger en af forskerne bag det nye studie, professor Angela M. Christiano fra Columbia University Medical Center, til LiveScience.
Selvom det altså er usikkert, hvor lovende medicinen er for folk med ufrivilligt hårtab, så understreger forskeren samtidig, at der er tale om et spændende fremskridt i forhold til at kunne behandle mennesker, som er skaldede på grund af Alopecia areata.
Læs også:
Godt nyt til skaldede mænd og kvinder
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
lb





























