Historikere på Aarhus Universitet har arbejdet ihærdigt på at blive klar med en ny og meget aktuel portal - Folketingsvalg siden 1953.
–Fra i dag kan alle historisk og politisk interesserede blive klogere på folketingsvalg siden seneste grundlovsændring i 1953. Formålet har været at lave en let overskuelig historisk oversigt, fortæller projektleder Peter Johan Brunbech.
Den nye valgportal kan ses på danmarkshistorien.dk. Den sætter fokus på, hvordan folketingsvalgene har udviklet sig gennem tiden i takt med ændringer i det omkringliggende samfund, fremkomsten af nye partier, afviklingen af andre partier og udviklingen inden for de traditionelle, gamle partier.
–På hjemmesiden kan man læse om valgenes udskrivelser, valgenes temaer og valgenes resultater. Vi har også valgt at sætte valgene ind i en større politisk kontekst opdelt efter perioder som f.eks. Schlüterperioden, Nyruptiden osv. , og disse perioder er så ledsaget af en quiz og derudover koblet op på vores eksisterende materiale om fx politiske partier og politiske personligheder, fortæller projektlederen.





























