KORT NYT FRA DANMARK:
Verdens største genetiske undersøgelse af autisme viser, at de gener, som forårsager autisme, også findes i den almindelige befolkning. Generne har betydning for menneskers evner til at interagere socialt og kommunikere. Det skriver Aarhus Universitet i en pressemeddelelse.
Et nyt forskningsresultat slår nu fast, at de gener, der ligger til grund for udviklingen af autisme, i høj grad er de samme som de gener, der har betydning for sociale færdigheder i den almindelige befolkning.
Generne påvirker evnerne til at kommunikere og interagere socialt med andre mennesker - også hos mennesker, som ikke er autister.
Personer med autisme kan blot have flere af disse risikogener og udviser derfor i højere grad disse karaktertræk.
En international forskergruppe med deltagere fra Aarhus Universitet og det danske psykiatri-forskningsprojekt iPSYCH står bag undersøgelsen, der netop er blevet offentliggjort i det anerkendte videnskabelige tidsskrift Nature Genetics.
Resultatet tyder på, at man har stor risiko for at udvikle autisme, hvis man har mange genetiske risikovarianter, mens man blot bliver påvirket i mindre grad, hvis man har færre.
»Den nye viden forklarer, hvorfor vi kan se, at familiemedlemmer til personer med autisme har en tendens til at have træk, der er beslægtet med sygdommen. Det betyder også, at dårlige kommunikationsevner og manglende sans for social interaktion kan gå i arv. Der ligger dog hundredevis af genvarianter til grund for autisme og kun i særligt udtalte tilfælde vil symptomerne være så omfattende, at man vil stille en egentlig autisme-diagnose. Det kan være, hvis barnet arver mange af disse gener fra begge forældre eller måske selv har fået nye genmutationer,« fortæller Anders Børglum, professor på Institut for Biomedicin på Aarhus Universitet, der er en af forskerne bag undersøgelsen.
Forskerne er kommet frem til resultatet ved hjælp af en genetisk scanning af hele arvemassen hos mere end 38.000 personer, heraf 7.700 personer med autisme og 11.000 raske kontrolpersoner fra Danmark. Det er første gang nogensinde, at DNA fra så stort et antal personer med autisme er blevet scannet.
Læs også:
Drenge med autisme lå i en livmoder med mange hormoner
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
ams





























