KORT NYT FRA DANSKE UNIVERSITETER:
En af verdens nordligste og mest veludstyrede forskningsstationer – Villum Research Station – i Nordøstgrønland er netop blevet indviet.
Det skriver Aarhus Universitet i en pressemeddelelse.
Forskningsstationen er placeret 900 kilometer fra Nordpolen og skal studere klimaforandringer på tætteste hold.
Villum Research Station skal drives af Aarhus Universitet, men også benyttes af forskere fra andre universiteter og lande. Mere end 1.700 overnatninger på stationen er allerede booket for i år af klimaforskere fra hele verden, skriver Aarhus Universitet.
Ved indvielsen af stationen benyttede Henrik Skov, professor og forskningsdirektør for Villum Research Station, lejligheden til at advare om den alvorlige klimaudfordring, verden står over for
»Vi forventer, at temperaturen vil stige dobbelt så hurtigt her i Arktis som i resten af verden, og i Nordøstgrønland helt op til ni grader. Vi ved ikke, hvordan så dramatiske temperaturændringer vil påvirke jordens store kredsløb. Potentielt kan det give os nogle grimme overraskelser, for eksempel gennem stor frigivelse af drivhusgassen metan, når permafrosten begynder at smelte,« fortalte Henrik Skov ifølge pressemeddelelsen.
Indvielsen af stationen skulle egentlig være foretaget af Hendes Majestæt Dronningen og Formanden for Naalakkersuisut, Kim Kielsen. Men tæt tåge gjorde det desværre umuligt for dem at lande i området.
VILLUM FONDEN har doneret 70 millioner kroner til forskningsstationen. Læs mere om forskningsstationen i denne artikel.
Læs også:
Ny forskningsstation skal studere klima fra toppen af Grønland
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
lb





























