Et fem-årigt samarbejde mellem Københavns Universitet, DTU og Alexandra Instituttet har nu ført til et nyt værktøj, der lave meget virkelighedstro computersimulationer af væsker i bevægelse.
Det skriver Københavns Universitet i en pressemeddelelse.
»Vores nye metode er et gennembrud, som kommer til at ændre fremtidens computersimulering. Vi har taget det første spadestik til at lave en mere nøjagtig simulering af flydende materialer end hidtil set. Nu ser vi frem til at få lejlighed til at afprøve metoden på en række andre materialer med bløde strukturer,« siger lektor Kenny Erleben fra Københavns Universitet.
Metoden adskiller sig grundlæggende fra kendte simuleringsmetoder, som benytter sig af gitterstrukturer, hvor samlingerne i gitteret - eller knuderne - er låst i én fast position.
I de nye metode er gitterstrukturen erstattet af en dynamisk struktur, hvor knuderne bevæger sig én ad gangen.
På den måde bliver det muligt at tage højde for væskens fysiske egenskaber mere præcist og se, hvordan forskellige væsketyper interagerer med hinanden.
Som aftager af forskningen står i første omgang fødevareproducenten Danisco, der ønsker at anvende metoden til at simulere holdbarheden af fødevarer, som f.eks. yoghurt. Men forskningen kan også bruges til at lave risikovurderinger af f.eks. olieudslip og inden for bygningskonstruktion.
For Kenny Erleben bliver det interessant at benytte metoden til simulering af menneskekroppen, eksempelvis tøj, hår, hud og bevægelsesmønstre.
Forskningen har indbragt gruppen en 'best paper award' ved det velansete Symposium on Computer Animation (SCA).
Konferenceartiklen kan læses her.
Læs også på Videnskab.dk:
Krystaller samles som LEGO-klodser





























