KORT NYT FRA UDLANDET:
En ny type brystscanning ved navn tomosyntese kunne i et studie opdage 40 procent flere tilfælde af brystkræft end mammografi, fortæller Lund Universitet i en pressemeddelelse.
7500 kvinder i alderen 40-74 deltog i den første halvdel af det nye studie, hvilket har dannet grundlag for undersøgelsens resultater. Resultatet er publiceret i tidsskriftet European Radiology.
»Vi ser omstillingen som uundgåelig. Bryst-tomosyntese vil blive introduceret, det er kun et spørgsmål om hvornår og på hvilken skala,« fortæller radiologen Sophia Zackrisson fra Lund Universitet.
Den nye metode er samtidigt mindre ubehagelig for kvinder at få foretaget, da brystet kun skal presses halvt så meget sammen under scanningen.
Desværre har tomosyntese også ulemper. Teknikken er dyrere at bruge end mammografi, og studiet viste også, at lægerne oftere fejldiagnosticerede med den nye scanning. Det betød, at de fandt kræftknuder, selvom der i virkeligheden ikke var nogen.
Derfor skal der foretages nye studier, der kan vise, præcis hvor ofte lægerne overdiagnosticerer, når de bruger den nye scanning.
Vi betragter fem til ti år fra nu som en mulig tidsramme for introduktionen af teknikken i stor skala. Der er også en målsætning om mere personaliseret screening, og bryst-tomosyntese kunne derfor blive en af flere anvendte metoder,« vurderer Sophia Zackrisson.
Læs også:
Forskere: Blodprøve vil kunne forudse brystkræft
Stram diæt kan forhindre brystkræft i at sprede sig
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
on





























