For første gang nogensinde er der lavet en grundig kortlægning af udbredelsen af Danmarks ferskvandsfisk. Arbejdet har stået på siden 2006 og er udført af forskere fra Statens Naturhistoriske Museum, Københavns Universitet, og DTU Aqua. Kronen på værket er bogen Atlas over danske ferskvandsfisk , som udkommer i dag. Det skriver Københavns Universtet.
Atlas over danske ferskvandsfisk er det mest omfattende værk om de danske ferskvandsfisk, der nogen sinde er udgivet. Atlasset rummer opdaterede udbredelseskort for alle oprindelige danske ferskvandsfisk og hovedparten af de arter, der gennem tiden er indført til Danmark.
»Formålet med atlasprojektet er at skabe et detaljeret kendskab til udbredelsen af de danske ferskvandsfisk. Naturen forandrer sig overraskende hurtigt, en tendens der ser ud til at accelerere i takt med at klimaet ændrer sig, og for at kunne vurdere eventuelle ændringer i vore fiskebestande er det vigtigt at have en solid viden om tilstanden i disse år. Med Atlas over danske ferskvandsfisk har vi nu den viden,« siger Henrik Carl fra Statens Naturhistoriske Museum, fiskespecialist og redaktør på bogen.





























