KORT NYT FRA UDLANDET:
Hvert år dør op mod 13.000 amerikanere af Glioblastoma multiforme, som er en af de mest almindelige og aggressive former for hjernekræft.
Men nu har amerikanske forskere fundet ny medicin, som forbedrer overlevelsen signifikant blandt dyr med den alvorlige hjernekræft, skriver e! Science News.
Ifølge e! Science News har forskerne fremstillet et lægemiddel, som kan ’slukke for’ et gen, som er med til at sørge for at hjernekræften opstår.
Lægemidlet er baseret på nanoteknologi og er designet til at gå specifikt efter at sætte det problematiske cancer-gen på ’off’. På den måde kan man ifølge e! Science News slå de proteiner ud, som gør kræftceller udødelige.
»Det her er en smuk made at føre en ny teknologi sammen med generne for en forfærdelig sygdom,« siger forsker i nanomedicin Chad A. Mirkin til e! Science News.
I den nye undersøgelse har forskerne givet lægemidlet med en sprøjte til mus, som led af hjernekræften Glioblastoma multiforme. Ifølge e! Science News forbedrede behandlingen musenes overlevelsesrate med 30 procent, og størrelsen på musenes tumor blev op til fire gange mindre.
Ifølge e! Science News er næste skridt at afprøve behandlingen i kliniske prøver på mennesker.
Læs også:
Aggressiv hjernekræft kan overvåges med ny billedteknik
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
lb





























