Forskere har opdaget en hidtil ubeskrevet abeart i Afrika. Aben er fundet i den Demokratiske Republik Congo, hvor de lokale dog har kendt til aben længe. De kalder den 'lesula'. Det skriver BBC Nature.
Opdagelsen er beskrevet i online-tidsskriftet PLoS ONE.
Første gang forskerne lagde deres øjne på aben, var da de så en ung hun i et bur hos en skoleinspektør i byen Opala. Forskerne fandt efterfølgende flere tilfangetagne aber i området, og seks måneder senere fandt de endelig aben i naturen.
Forskerne var klar over, at området var uudforsket rent biologisk, men havde ikke regnet med at finde nye arter - særligt ikke nye abearter.
Efter genetiske analyser kunne arten finde sig til rette i gruppen af marekatte, der kaldes guenoner. Den har fået det latinske navn Cercopithecus lomamiensis efter floden Lomami River, som ligger i nærheden.
I den videnskabelige artikel beskrive abens ansigt, som "fremspringende, blegt og nøgent indrammet af en manke af langt gråsprængt hår." Snuden er ligeledes bleg og har en varierende særskilt creme-farvet lodret stribe.
Forskerne anslår, at aben kun kan leve i et relativt lille område i skovene omkring Lomami River, hvilket gør den ekstra følsom over for udefrakommende trusler, såsom mennesker.
Det relativt uudforskede område har allerede overrasket ved at vise sig at gemme på både okapier, bonoboaber, elefanter og ti andre abearter. Området er i de afsluttende stadier af at få den beskyttende titel: the Lomami National Park.
Læs også på Videnskab.dk:





























