Sprogforskere har udviklet en metode, så computere bedre kan oversætte små sprog som dansk og svensk, skriver Københavns Universitet i en pressemeddelelse.
Der er godt nyt for mindre sprog som dansk og svensk, der ikke er optimalt understøttet af de mest udbredte programmer til maskinoversættelse: I et netop afsluttet EU-forskningsprojekt har forskere fra blandt andet Københavns Universitet udviklet en platform, der gør det muligt at skræddersy maskinoversættelse af høj kvalitet til mindre sprog og specifikke fagområder
»De bedste maskinoversættelsesprogrammer i dag er baseret på statistisk behandling. Populært sagt: Jo flere teksteksempler vi kan putte ind i dem, jo bedre bliver oversættelserne, der kommer ud i den anden ende,« forklarer udviklingsingeniør Lene Offersgaard fra Center for Sprogteknologi på Københavns Universitet i pressemeddelelsen.
»Det betyder, at store sprog har en kæmpe fordel, fordi der fx på engelsk findes så utrolig mange oversatte tekster inden for næsten alle fagområder, som man kan fodre oversættelsesprogrammerne med,« fortsætter Lene Offersgaard.
Lene Offersgaard står for den danske del af et EU-forskningsprojekt om maskinoversættelse ved navn Let's MT!
I Danmark og Sverige er der ikke lige så mange offentligt tilgængelige tekster med tilhørende oversættelser, og Google har fx ikke kunnet give sit Translate-program nok dansk fagtekst at arbejde med. Derfor kan danske virksomheder ikke bruge de mest udbredte oversættelsesprogrammer til at få oversat især deres fagspecifikke tekster.
»Let's MT! handler netop om at udvikle en online platform til maskinoversættelse, som især tilgodeser de små sprogs brugere ved allerede at have store mængder oversatte tekster integreret,« siger Lene Offersgaard.
»På platformen kan offentlige og private virksomheder og helt almindelige brugere uploade egne tekstsamlinger, som derefter bliver integreret med de bestående tekster. På den måde får vi et skræddersyet system, der kan levere gode oversættelser inden for brugerens eget fagområde – det kunne fx være en dansk finansiel virksomhed, som har brug for at få oversat tekster med sine egne termer, eller en offentlig forvaltning der har behov for sine administrative tekster på engelsk,« fortsætter hun.
Center for Sprogteknologi, som altså har udført den danske del af EU-projektet, vil gerne hjælpe flere danske brugere i gang med at benytte platformen, skriver Københavns Universitet.
Læs også:





























