Ny opdagelse fra Aarhus Universitetshospital kan forklare hvorfor unge med tragtbryst ofte oplever åndenød og træthed, skriver hospitalet på dets hjemmeside. Tragtbryst er en lidelse, hvor de øverste 5-7 ribben ’vokser sammen’ med brystbenet, og går også under navnet indsunken brystvæg og pectus excavatum.
Cirka 1 af 300-400 nyfødte har tilstanden, og det er oftere drengebørn end piger, der får konstateret tilstanden ved fødslen.
Hjertet viste nedsat pumpefunktion
I et nyt studie har forskerne fundet en årsag til, at børn og unge med tragtbryst ofte oplever træthed, abnormt hurtigt åndedræt samt ubehag og åndenød ved let anstrengelse.
Hjertefunktionen hos 75 teenagere (49 tragtbryst patienter og 26 alderssvarende kontrolpersoner) blev undersøgt både i hvile og under fysisk aktivitet.
Ekkokardiografi blev anvendt til at bestemme hjertets funktion i hvile. Derudover blev de unges maksimale iltoptagelse, puls og hjertets pumpefunktion bestemt både i hvile og under hårdt fysisk arbejde ved cykeltest.
Resultaterne viser, at der ved hårdt fysisk arbejde findes en signifikant nedsat pumpefunktion af hjertet blandt teenagere med tragtbryst i forhold til raske alderssvarende. Denne forskel kunne ikke genfindes i hvile.





























