NASA har opfanget en stjerneeksplosion, der sandsynligvis er den kraftigste, man nogensinde har observeret. Det skriver livescience.com.
Det skete 27. april, hvor to rumteleskoper observerede et såkaldt gammaudbrud, der er sket 3,6 milliarder lysår fra Jorden.
Et gammaudbrud finder sted, når en enorm stjerne eksploderer. Man mener, at det sker, fordi stjernen i slutningen af sin levetid løber tør for kernekraft og kollapser under sin egen vægt. Stjernens kerne presses sammen til et sort hul, og ved kollapset udsendes en stor mængde materiale med næsten lysets hastighed.
»Udbruddet var så kraftigt, at øjet næsten ikke kunne se på det skarpe lys i teleskopet,« fortæller Julie McEnery, der er forsker ved NASAs Goddard Space Flight Center i Greenbelt, Maryland. En enkelt af de gammastråler, der blev udsendt under udbruddet, var da også tre gange stærkere end nogen gammastråle, NASAs teleskop hidtil har registreret.
Samtidig var gammaudbruddet det længste, man har observeret. Derfor var rekordmange teleskoper på Jorden i stand til at opfange det.
NASAs videnskabsmænd håber nu på at finde en supernova i det område, hvor eksplosionen fandt sted. På den måde kan man finde ud af, hvor gammaudbruddet er opstået.





























