KORT NYT FRA UDLANDET
Årringe i træer fra Middelhavs-regionen og Mellemøsten har afsløret, at lande som Cypern, Israel, Jorden, Libanon, Palæstina, Syrien og Tyrkiet oplever den værste tørke i 900 år. Det skriver Nasa.gov.
Årringe er gode indikatorer på, om der har været mangel på vand eller ej – det kan man se på tykkelsen. Tynde årringe betyder, at der har været mangel på vand, mens tykke årringe viser, at det har været rigeligt med vand.
Mellem årene 1100–2012 har forskerne fundet perioder med tørke, som stemmer overens med historiske dokumenter fra den tid. Ved at sammenligne perioderne med tørke kan forskerne se, at tørken, der startede i 1998, er omkring 50 procent tørrere end den tørreste periode for 500 år siden og 10-20 procent tørrere end den værste tørke for 900 år siden.
Forskerne kan med deres data muligvis være i stand til at kende forskel på, om en tørke er naturlig eller er gjort værre på grund af den globale opvarmning.
»Omfanget og betydningen af menneskeskabte klimaforandringer kræver, at vi virkelig forstår de naturlige klimavariationer. Hvis vi kigger på de seneste begivenheder, og vi der ser anomalier, der er uden for den naturlige variation, så kan vi med en vis sikkerhed siger, at der i den bestemte begivenhed er påvirket af de menneskeskabte klimaforandringer,« siger Ben Cook, der er hovedforfatter på studiet og klimaforsker hos NASA’s Goddard Institute for Space Studies and the Lamont Doherty Earth Observatory på Columbia University i New York City, til Nasa.gov.
Resultaterne fra studiet vil ifølge Nasa.gov kunne gøre computermodellerne, som man bruger i klimaforskning, bedre. Det kan føre til, at det er nemmere at give et realistisk billede af, hvordan klimaforandringerne vil påvirke forskellige lande.
Studiet er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Journal of Geophysical Research.
Læs også:
Forskere: Klimaforandringer var med til at antænde krigen i Syrien
Sådan kan klimaforandringer blive meget voldsomme
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
aml





























