Nanomedicin lyder måske som science fiction, men forskerne er efterhånden blevet rigtig kloge på de allermindste dele.
»Forskere kan i dag pakke lægemiddelstof ind i nanopartikler på størrelse med vira. Nanopartiklerne er effektive til drug delivery – altså aflevering af det virksomme lægemiddelstof – fordi de meget præcist kan finde syge celler og bære lægemidler frem til dem. Det betyder, at man kan nøjes med mindre doser og dermed færre bivirkninger,« siger professor Moein Moghimi fra Det Farmaceutiske Fakultet på Københavns Universitet, der i samarbejde med danske og udenlandske kolleger netop har publiceret en artikel i det anerkendte tidsskrift ACS Nano om immunforsvarets angreb på nanopartikler.
Det skriver Københavns Universitet i en pressemeddelelse.
Forskere har nu vist, at partiklernes overflade har stor betydning for aktiveringen af immunforsvaret – partiklens polymeroverfrakke kan designes på flere måder, og formen ændrer drastisk på kroppens immunrespons.
»Drug delivery med nanopartikler dækket af et vandopløseligt polymermateriale har vist sig effektivt. Overfladen ligner vand og gør derfor partiklerne mindre synlige for kroppens effektive immunforsvar – man kan sige, at partikler er iført en slags camouflage. Overfrakken gør, at de kan cirkulere i blodet i længere tid og har større chance for at nå frem til deres mål i den syge krop. Men de kan stadig påvirke den del af immunforsvaret, der hedder komplementsystemet. Vi har netop publiceret resultater, der viser, at selve formen på nanopartiklens overflade har betydning for det medfødte immunforsvars reaktion,« fortæller Moein Moghimi.
Moein Moghimi arbejder på Institut for Farmaci og Analytisk Kemi, hvor han leder the Centre for Pharmaceutical Nanotechnology and Nanotoxicology, som er støttet af Det Strategiske Forskningsråd.





























