Uganda er ramt af en mystisk sygdom, som får den smittede til at nikke voldsomt, når de spiser, skriver Newscientist.com.
Forskere har mistanke om, at sygdommen er forårsaget af samme parasit, som fremprovokerer 'flodblindhed' - en tilstand, der for øjeblikket plager omkring 18 millioner mennesker, hvoraf de fleste er afrikanere.
De nuværende udbrud er koncentreret om distrikterne Kitgum, Pader og Gulu. I Pader er 66 børn indtil videre døde af sygdommen.
Parasitten hedder Onchocerca Volvolus og holder til i floder i alle distrikter med nikkesyndrom. Stort set alle smittede er børn og unge, der lever tæt på en flod, hvor parasitten holder til.
Foreløbig er det kun en mistanke - intet er bevist endnu - og der er stadig gåder, som forskerne mangler at få løst før der tegner sig et klart billede, som f.eks. hvorfor andre distrikter ikke er blevet ramt selv om parsitten også lever her.
Denne og så mange andre gåder skal nu undersøges nærmere af en forskergruppe ved US Centers for Disease Control and Prevention i USA under ledelse af Scott Dowell.





























