Vævermyrer i tropiske frugtplantager bruger et kommunikationsmiddel, som både er økologisk og økonomisk. De bruger deres egen gødning til at sende beskeder til deres myrekollegaer og andre insekter. Nu vil forskere fra Aarhus Universitet bruge disse signalstoffer til at skræmme skadelige insekter væk fra afgrøder - det skriver universitetet i en pressemeddelelse.
Forskerne ved, at der foregår en avanceret kommunikation mellem vævermyrer, som kun kan forklares som kommunikation via signalstoffer, altså duftstoffer; men strukturerne af signalstofferne er forbavsende lidt undersøgt.
Derfor vil forskerne i projektet blandt andet lave en kemisk identifikation af de signalstoffer, der er afgørende for myrernes kommunikation, og som ser ud til at virke som et afskrækkelsesmiddel mod skadelige insekter.
En øget forståelse af virkemidlerne kan måske på længere sigt bruges til at producere ”kunstig myregødning” som insektbekæmpelse.
- Vi forudser, at vores resultater kan udnyttes til en kommerciel produktion af signalstoffer til semibiologisk bekæmpelse af insekter, siger lederen af projektet, seniorforsker Joachim Offenberg fra Aarhus Universitet.





























