En lang række observationer tyder på, at der er rundt regnet fem gange så meget af det mørke stof som af det almindeligt kendte stof i form af protoner, neutroner og elektroner.
Gennem 80 år har astronomer og astrofysikere været på jagt efter en forklaring på de store mængder af mørkt stof, som de er overbeviste om, at universet indeholder.
De videnskabelige observationer taler ikke helt for sig selv, og eksperimenter har hidtil været uden afgørende resultater. Alligevel forventer dansk astrofysiker, at vi snart får fastslået naturen af mørkt stof. Det skriver Ingeniøren.
Kristian Pedersen er lektor ved Dark Cosmology Center ved Niels Bohr Institutet og leder af Københavns Universitets tværgående Space Science Center, og han er optimistisk:
»Inden for to-tre år ved vi, om stoffet findes i form af såkaldte neutralinoer. Hvis det ikke er tilfældet, må vi klø os i hovedet,« siger han.
Neutralinoen er nemlig en af de mulige kandidater, fysikerne arbejder med, til at være en partikel, der udelukkende vekselvirker med almindeligt stof gennem tyngdekraften.
Neutralinoen er den letteste af de såkaldte supersymmetriske partikler, som visse partikelfysikere formoder findes som en slags pendant til de sædvanlige partikler, vi allerede kender fra fysiken.
Læs også: Hårdt slag mod teorien om mod teorier om mørkt stof





























