MikroRNA er en gruppe molekyler, som vi ved spiller en central rolle i menneskets celler.
Ændringer i mikroRNA-mønstrene har for eksempel betydning for kræftsygdomme, virusinfektioner, neurologiske lidelser og hjertekarsygdomme.
Et forskningssamarbejde mellem en dansk forsker og Cold Spring Harbor Laboratory i New York kan gøre det lettere at sætte målrettet ind mod sygdommene. Det nye forskningsresultat blev publiceret i det anerkendte tidsskrift Nature Genetics i søndags.
»Hvis man skal udvikle meget effektiv medicin, skal man i mange tilfælde ikke se på enkelte mikroRNA-molekyler, men på mikroRNA-familier, der kan rammes samlet. I Nature Genetics viser vi, at man kan sammensætte korte strenge af mikroRNA-hæmmende LNA-molekyler, kaldet ”tiny LNA”, som målrettet kan sættes ind mod sådanne sygdomme,« forklarer Sakari Kauppinen, der er lægemiddelforsker hos Santaris Pharma og adjungeret professor på Aalborg Universitet, i en pressemeddelelse.





























