KORT NYT FRA UDLANDET:
Forskere har opdaget, at metangas bobler op fra havbunden ud for østkysten af USA, skriver New York Times.
Det sker i et område, hvor kontinentalpladen møder det dybere Atlanterhav.
Metangassen bobler op fra mindst 570 steder omkring Cape Hatteras ved den amerikanske delstat North Carolina.
»Det er en stor mængde metangas-udsivning i et område, hvor vi ikke havde forventet det,« siger Adam Skarke fra Mississippi State University til New York Times.
I en forskningsartikel, som netop er publiceret i Nature Geoscience, fremlægger forskerne beviser for, at metangassen har boblet op fra stedet i mere end 1000 år.
Metan er en potent drivhusgas, men fundet af den store mængde metangas, svarer ifølge New York Times kun til en lille andel af den samlede mængde metangas fra alle Jordens kilder.
Forskerne mener, at det meste af metangasudslippet fra havbunden ikke når op til atmosfæren, men bliver opløst i havet og bidrager til vandets surhed, i hvert fald lokalt, skriver New York Times.
Læs også:
Bermuda-trekanten: Forsvinder fly og skibe på grund af metangas?
Oliefelter årsag til mindre metan-udslip
Metangas fra planter under dansk lup
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
lb





























