Meget få danskere donerer deres krop til videnskaben. Det giver problemer for kirurguddannelsen, skriver Kristeligt Dagblad.
Antallet af danskere, der donerer deres krop til videnskaben, er faldet så meget de seneste år, at flere nyuddannede kirurger ikke er klar til at skære i levende mennesker. Sådan lyder meldingen fra en række læger. Og det får et politisk flertal til at kræve sundhedsminister Bertel Haarder (V) ind i sagen.
”Det er et problem, at der ikke er afdøde nok at træne på for kirurgistuderende. Blandt andre problemer betyder det, at der går kostbare år af lægernes virke, før de opnår en solid håndværksmæssig kompetence,” siger overlæge Mikael Andersen.
Han er ansvarlig for landsfunktionen for læbe-ganespalteplastik-kirurgi ved Rigshospitalet, og han bakkes op af Lisbeth Lintz, der er formand for Foreningen af Yngre Læger.





























