Forskere har opnået et kæmpe gennembrud vedrørende medicinering af hudkræftpatienter.
To nye præparater, Ipilimumab og Vemurafenib forlænger levetiden for patienter med fremskreden hudkræft. Resultaterne blev offentligtgjort på en konference arrangeret af American Society of Clinical Oncology i Chicago.
Succesen med Vemurafenib var så overbevisende, at forskerne valgte at afbryde de kliniske forsøg for at give deres testpatienter på almindelig kemoterapi samme medicinering og derved også øge deres chancer for et længere liv. Det er et enormt fremskridt, at patienter der ellers kun ville leve i få måneder får forlænget deres levetid med flere år.
Forhåbningerne er, at medicinen kommer på markedet i England indenfor ganske få måneder.
"Det er det største gennembrud indenfor hudkræftsforskning i 30 år," fortæller Professor Richard Marais, der er ekspert på området, til BBC. Forskerne er nu gået igang med at finde ud af, om medicinen kan bruges mod andre former for kræft.





























