KORT NYT FRA UDLANDET:
Hvis du er en af dem, som stadig ikke har taget hul på nytårsfortsættet om at smide de sidste kilo rundt om livet, så er der dårligt nyt.
For meget sul på maven øger nemlig risikoen for hjertesvigt markant, skriver forskning.no.
Samtidigt viser ny forskning, at personer med øget risiko for hjerte- og karsygdomme, især som følge af for meget mavefedt, også har større risiko for at få tarm-, mave- og spiserørskræft. Det skriver forskning.no også.
Risikoen for hjertesvigt stiger med hele 29 procent for hver tiende centimeter taljemålet øges.
»Taljemål kan nemt gennemføres som en fast del af en lægeundersøgelse og være et bidrag, når man skal vurdere patientens risiko for hjertesvigt,« siger Dagfinn Aune, som er ph.d.-studerende ved Norwegian University of Science and Technology og medforfatter på det nye studie, ifølge forskning.no.
Men det er ikke altså kun hjertet, som belastes af for meget mavesul. For høje taljemål - i kombination med forhøjt blodtryk og høje niveauer af fedt i blodet - øger også risikoen for kræft i tarm, mave og spiserør.
»Den nye forskning er vigtig, for den viser, at livsstilssygdomme som kan give hjerte- og karsygdomme også påvirker udviklingen af kræftsygdomme,« siger Eivind Ness-Jensen, som er postdoc ved Norwegian University of Science and Technology og medforfatter på det nye studie, til forskning.no.
Det nye studie om mavefedt og hjertesvigt er publiceret i tidsskriftet Circulation.
Det nye studie om mavefedt og kræft er publiceret i tidsskriftet American Journal of Epidemiology.
Læs også:
Mavefedt rasler af diabetikere efter kortvarig hård træning
Forsker: Light-sodavand giver større talje
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
lsd





























