KORT NYT FRA DANSKE UNIVERSITETER:
Honningbier med rødder i det lokale miljø klarer sig markant bedre i kampen for at overleve end importerede honningbier fra fremmede miljøer.
Det skriver Aarhus Universitet i en pressemeddelelse på baggrund af ny forskning.
Verden over er bier under stærkt pres fra blandt andet pesticider, mider, virus, bakterier, svampe og ændringer i deres miljø. Ifølge pressemeddelelsen fører problemerne ofte til syndromet Colony Collapse Disorder, som kan få hele kolonier af bier til at dø og bukke under.
I den nye undersøgelse har forskere fra blandt andet Aarhus Universitet fundet ud af, at bier, der er tilpassede det lokale miljø, klarer sig langt bedre mod strabadserne end bier, der er indkøbt og importerede fra en helt anden hjemegn. Forskerne er nået frem til deres konklusion ved at undersøge vekselvirkningen mellem honningbiernes genetiske sammensætning og deres miljø.
»Det er helt tydeligt, at de lokale bier klarer sig bedre end de indførte og at de lever længere. Det er ikke muligt at fremhæve en enkelt faktor, som giver de lokale honningbier et forspring, men det ser ud til at være et samspil mellem en række faktorer,« siger seniorforsker Per Kryger fra Institut for Agroøkologi i pressemeddelelsen fra Aarhus Universitet.
I undersøgelserne indgik i alt 621 kolonier af honningbier fra 16 forskellige genetiske oprindelser. Bistaderne blev ifølge pressemeddelelsen fra Aarhus Universitet opstillet i 11 lande i Europa, og ved hvert sted var der en lokal stamme og to fremmede stammer af honningbier.
»En del biavlere mener, at det er bedst at indkøbe dronninger udefra i stedet for at bruge de dronninger, de selv har i bistaderne. Men der er mere og mere, der tyder på, at den globale handel med honningbier har skadelige effekter, herunder spredning af nye sygdomme og skadedyr,« siger Peter Kryger i pressemeddelelsen.
De nye resultater er publiceret i et særnummer af tidsskriftet Journal of Apicultural Research.
Læs også:
Mystisk massedød blandt bier forklaret
Honningbier og gedehamse i åben krig
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer
lb





























